Historien om en hestehandel
Min tipp-tipp-oldefar Hans Olsen, født i Ullensaker i 1823, kjøpte i 1857 sammen med sin kompanjong Anders Andersen vindmøllen "Divinitus" på Månejordet ved Larvik. Vindmøllen brant ned i 1859, men i mellomtiden ble Hans involvert i en hestehandel som den lokale pressen grep tak i og fulgte opp. Hans er feilaktig omtalt som Hans Hansen i begynnelsen, men dette blir senere korrigert. Redaktøren tar møllerens parti i saken, men hans raljeringer over hestehandleren viser en pressekultur som neppe hadde blitt akseptert i dag, og vi ser også at redaktøren skriver seg en injuriesak på nakken. Dessverre skriver han ikke mer om hvordan dette endte, så vi får gå ut fra at han tapte saken. Men disse kostelige utskriftene fra avisen støtter nok det jeg har hørt sagt om at jarlsberg og Laurviks Amtstidende var en hovedinspirasjonskilde for Trangviksposten.
Jarlsberg og Laurviks Amtstidende
Onsdagen den 25de August 1858
(Indsendt.)
Hestehandlere eller Mærabyttere (paa Dansk Hesteprangere - paa Svensk Hästskojare) hører til den Klasse Handlende, om hvem den almindelige Mening er, at deres Duelighed er betinget af deres Ævner til at "lyve, skuffe og bedrage". Den meest berømte (berycktade) Hestebytter eller Hesteskøier er altsaa den, som med det meest troværdige Ansigt sætter sin Sjæls Salighed i Pant paa sit Udsagns Sandhed, og hans Berømthed voxer i samme Grad, som hans foregivne og besvorne Sandhed viser sig at være en nedrig Løgn. Jo bedre han har forstaaet at lure Nogen, jo større bliver hans Anseelse og jo frækkere lægger han sin sande Tænkemaade for Dagen. Hans Begreber om Godt og Ondt, om Ret og Uret, om Løgn og Sandhed, bliver efterhaanden mere og mere uklare; den absolute Nødvendighed for ham at være falsk og underfundig, eller, med andre Ord, bestandig en Dobbeltperson, en Sammensætning af en Ræv og et Faar, gjør, at alt det Naturlige og Fortjenstfulde i hans Karakteer svinder aldeles bort eller i alle Fald kun efterlader sig svage Spor. Der ligger ingen Overdrivelse i denne Skildring af en ægte Mærabytter, det kan Enhver bevidne, som oftere har havt Anledning til at iagttage ham under hans Virksomhed som saadan. - Man kan altid være vis paa, at en Hestehandlersamvittighed er istand til Alt, og derfor forbinder man med Benævnelsen Hestehandler Begrebet om Snyderi og Kjæltringestreger i alle mulige Retninger, ligesom man sjelden frapperes ved at høre, hvorledes en Hestehandler har snydt den eller den. Man bliver vænnet til at høre, hvorledes Hestehandleren selv med Latter beretter, at han har narret En eller Anden, og man leer med, og betragter hans Handlemaade med mindre ugunstige Øine, gaaende ud fra den Sætning, at Enhver er Tyv i sin Næring og at den Bedragne har fortjent hvad han fik, eftersom han ikke ar havt Øinene oppe. Over det hele Land, i By som Bygd, findes der saadanne Mærabyttere, og saaledes er der heller ikke frit for, at der findes nogle i den gode Stad Laurvik, - ja, der gives dem, som paastaar, at Laurvik mere end nogen anden By af den Størrelse har været en Tumleplads for saadanne Personer. Forholder dette sig saa, da ere Vedkommende vel saa almindeligen bekjendte, at man ikke behøver at navngive nogen af disse hæderlige Folk, saamegetmindre, som dette Inserat ikke egentligen er nedskrevet for at skildre de almindelige Mærabyttere og dere almindelige Bedragerie, men for at opvise en Person iblandt dem, som fortjener at omtales som en fuldendt Skøier.
Denne Person er Thore Medfødt eller nu Aabøl i Sandeherred. - I Fredags Eftermiddag afsluttede bemeldte Thore en Handel med Hans Hansen, Eier af Møllen Divinitus ved Maanejordet, hvorefter Hansen skulde betale Thore 70 Spd. for en skimlet Hest. Efterat Beviset for Pengene var skrevet og Alt saaledes var klappet og klart, blev Kjøberen og Sælgeren med Flere siddende, for at samtales og nyde nogle forfriskninger, og saaledes drog det nogen Tid ud, inden Opbrud fandt Sted. Medens man saaledes passiarede og i al Gemytlighed tømte Glassene, fikk Mester Thore det ypperlige Indfald, at benytte sig af Tid, Sted og Omstændigheder, til at udføre en Genistreg, verdig en Hesteskøier af den ægte Sort. Ved Hjælp af sin intime Ven og Fortrolige Anders Jakob Andersen Ringdal fra Hedrum fik han sin Plan saaledes utført, at den Sidstnævnte, da Hansen om Aftenen skulde ride hjem, gav ham en ussel blak Hest istedetfor Skimmelen. Kjøberen mærkede ikke Bedrageriet førend den næste Morgen og han reiste da strax til Thores Hjem og forlangte en Forklaring af ham, angaaende Ombytningen. Thore svarede da, at den Hest Hansen havde erholdt, var den rette, og anførte som Beviisa for Rigtighede heraf, at han ved Hansens Afreise spurgte ham, om han var tilfreds med denne Hest (nemlig den blakke) og at Hansen da havde svaret Ja. - Thores Mærabyttersamvittighed har dog formodentlig opponeret en lille Smule over Bedrageriets paafaldende Plumphed og Grovhed, siden han tilbød sig, at eftergive 5 Spd. af Kjøbesummen; han indsaa vel, at det vilde blive altfor galt at indbilde Folk, at den blakke Hest, som neppe var et Skud Krudt værd, skulde betales med 70 Spd. Hans Tilbud var naturligviis af den Beskaffenhed, at Hansen ikke kunde betragte det anderledes, end som en haanlig Fornærmelse, og altsaa maatte han reise med uforrettet Sag. Da Hansen med gyldige Vidner kan bevise, at det var en skimlet Hest han kjøbte, og at det var for denne han skulde give 70 Spd., saa er der vel ikke Spørgsmaal om, at han ved Lovens Bistand vil faae Handelen hævet, eller blive sat i Besiddelse af den rette Hest. - Thore og Anders burde derhos straffes saa føleligt, som Kriminalloven kan tilstæde, til Skræk og Advarsel for andre lignende Kompaner. Denne Thore var for nogle Aar siden en vild og støiende Krabat; han blev derpaa gift og syntes at forandre sig betydelig til det Bedre; men hans Adfærd mod Hansen viser just ikke nogen agtværdig Forbedring. - Indsenderen har troed det rigtigt, at omtale offentligt denne bedragerske Handel, saa at Folk her, saavelsom paa andre Steder, hvor Thore vanker - saasom i Tønsberg og Skien - kan lære ham at kjende og tage sig iagt for at indlade sig i nogen Handel med ham.
Jarlsberg og Laurviks Amtstidende
Onsdagen den 1ste September 1858
(Indsendt.)
Da jeg var tilstede, da den omtalte Hestehandel mellom Thore Andersen og Mølleren fandt Sted, saa vil jeg vidne at Thore solgte den rødblakke Hoppe til Hansen ved Møllen, og jeg hørte selv, at Thore sagde til ham: Er du ikke tilfreds med Handelen, saa kan den gjerne være hævet endnu med det samme; men Møllemesteren sagde, at han vilde have Hoppen, for han spekulerede paa Hestehandel og stolede kanskje paa at gjøre Bedrageri; men jeg undskylder baade Thore Andersen Aabøl og Anders Jakob og troer at de ere reellere end de fattige Digtere, som for at faae sig en Dram gaae omkring paa Brændeviinshusene og smigre. Paa Svensk kaldes disse folk Planggere, da jeg troer, at de hverken kan betale Mær eller Hest. - Jeg vil advare dem fra at lægge deres Næse i Alt og chikanere skikkelige Folk.
Et Vidne.
Jarlsberg og Laurviks Amtstidende
Løverdagen den 4de September 1858
(Indsendt.)
"Et Vidne" har i forrige No. af Amtstidenden været saa taabeligt, at forsøge paa at forsvare den velmeriterede Hestehandler Thore Medfødt eller Aabøl samt dennes hæderlige Ven Anders Jakob Ringdal og paastaaet at disse Personer ere reelle og skikkelige Folk samt at Møllermester Hansen (hedder han ikke Hans Olsen?) virkelig har kjøbt den rødblakke Hoppe. Dette Vidne maa nok være Thore selv eller hans Medhjælper Anders; thi ingen af de øvrige Vidner hørte, at der var Tale om Andet, end en skimlet Hest. Som yderligere Bevis paa, at Thore har bedraget Mølleren, maa vel ogsaa anføres, at han slukkede Lyset eller befalede det slukket, da Drengen Even ved Møllerens Afreise vilde lyse denne, saa at han kunde see at stige tilhest. Thore vil maaske hertil svare, at Hesten ikke taalte at see Lyset; -- aaja, Thore er grei Gut nok; men alle hans Sprællinger og Udflugter i denne Sag vil saalangtfra være ham til nogensomhelst Nytte, at de tvertimod endog vil aabne Øinene paa de Faa, som staae i den Formening, at Thore ikke er saa stor en Skøier, som Rygtet vil gjøre ham til. At det var Thores Mærabyttersamvittighed der skyede Lyset i det kritiske Øieblik, da Bedrageriet skulde foregaa, er udenfor al Tvivl og tiltrænger ingen yderligere Forklaring. Selv om Thore havde spurgt Mølleren saaledes, som "Vidnet" siger, nemlig om han var tilfreds med den rødblakke Hoppe, da ellers Handelen kunder være hævet, saa er dette Spørgsmaal af den Natur, at det istedetfor at formindske det Brødefulde i Bedrageriet, i høi Grad forøger det; thi, man maa vel lægge Mærke til, at Spørgsmaalet har sin komiske Side, og at det, fremsat i en ægte Mærabyttertone og ledsaget af en god Dask paa Hestelænden, netop gjorde den godtroende Møller sikker paa, at Thore blot spøgede med ham. Havde han end ikke de bedste Tanker om Thores Ærlighed, af den Grund, at han altid har hørt ham omtale som en slu Knegt, saa maatte dog al Mistro forsvinde i et Tilfælde som her, hvor han havde Vidner i Overflødighetd paa, at han havde kjøbt en skimlet Hest af Thore og ikke en blak Hoppe.
Det er ellers betegnende nok, at Alle som Een i Byen og paa Landet heromkring, som kjende Thore Medfødt, glæde sig hjerteligen over den skarve Artikel mod ham i Amtstidenden. Her hører man Ingen (med Undtagelse maaskee af et par Mærabyttere) beklage Thore, saaledes som mankan beklage en Anden, der har gjort noget Galt og hvis Færd bliver offentliggjort; - man hører blot almindelig Tilfredshed over "at Ræven er fanget i Saxen" o.s.v. - En Persom som alle uden Undtagelse ere tilbøielige til at bedømme saa skaanselløst, maa være en meget snaus Person, og man bliver fuldkommen overtydet derom, ved at høre troværdige Personer fortælle om hans mange Streger. Saaledes fortæller man om ham, at han engang skal have narret Lars Larsen Bru i Tjølling ved at betale ham med en Regnepenge, som han sagde var en Guldmyt til en Værdi af 4 à 5 Spd. Lars maatte beholde Regnepengen, da ikke kunde faa Andet af Thore, og formodentlig gjemmer han Skatten som en dyrebar Erindring. Ogsaa skal Thore engang, da han skulde skrive et Bevis for en uskrivkyndig men vederhæftig Person der skyldte ham 60 Skilling paa et Sølvlommeuhr, have skrevet 60 Specier, og senerehen været hos Herr Lensmand Lund, for at faae denne til at inddrive Beløbet. Da Lensmanden paa Spørgsmaal fik høre, at dette betydelige Beløb skulde være Kjøbesummen for en simpel Sølvklokke, vilde han naturligvis ikke have med en saadan Sag at bestille, og Tore maatte saaledes gaa med uforrettet Sag og fik maaskee nogle Spydigheder med som Afskedshilsen. Om han senere har faaet Beviset betalt med 60 Specier, 60 Skilling eller 60 Rap over den brede Mærabytterryg, veed Indsenderen ikke. Det kan nok være muligt, at disse Historier, som bæres omkring paa Rygtets vinger og desaarsag varieres paa mange Maader, kan indeholde nogle uvæsentlige Uriktigheder, men i Realiteten indeholde de Fakta, som uimodsigeligen sætter Tore Medfødts medfødte Tilbøieligheder til Skøierstreger i det rette Lys.
Det vilde være ønskeligt, om Thore, - som ellers er en ganske peen Mand, og derhos beleven nok til at være høflig mod Folk uden Penge og uden Mæreabyttergeni, ja selv mod "fattige Digtere", - vilde for Eftertiden forbedre sig og have i Erindring, at hans Handlinger hidtil har sat ham i et saa slet Lys, at han behøver i flere Aar at være en redelig Mand i Handel og Vandel for at komme til at nyde virkelig Agtelse blandt sine Medmennesker.
Det bemærkes slutteligen, at Mølleren har indgivet Klage til Amtet over Thore Aabøls bedragerske Adfærd ved den omtalte Hestehandel og at Amtmanden har beordret optaget Forhør. Indsenderen heraf skal senere hen offentliggjøre, hvorvidt Thores medfødte Geni kan frelse ham fra Straf eller ei.
Jarlsberg og Laurviks Amtstidende
Onsdagen den 15de September 1858
(Indsendt.)
Det har vagt almindelig Forundring, ja man kan trygt sige almindelig Uvillie, at erfare, at Thore Andersen Medfødt eller Aabøl slap saa vel fra Hestehandelen med Mølleren. Man troede ikke, at det bekjendte gamle Ordsprog "Fanden frier nok Sine" skulde blive bragt i Erindring ved denne Sag; thi der fandtes Vidner i Overflødighed paa, at thore havde solgt Mølleren en skimlet Hest, ligesom det var beviisligt, at Hans Olsen fik en rødblak Hoppe eller Hest istedetfor den Skimlede. Amtet fandt ogsaa Møllerens Klage tilstrækkelig begrundet og beordrede Optagelse af Forhør, og nu troede Publikum, at der ikke kunde blive Spørgsmaal om, at den ilde berygtede Thore Medfødt eller Aabøl eller Klavenæs (under det sidstnævnte navn findes han for endeel Aar siden indregistreret i en vis Protokol) skulde erholde Straf efter Frotjeneste. Sagen fik imidlertid det Udfald, at Mølleren betalte Omkostningerne ved Forhøret og selvfølgelig tog sin Klage tilbake, mod at Handelen blev hævet. Vidnerne bleve derfor tilsagtee at gaa deres Vei, da de nu vare overflødige. - Man kan ikke Andet, end harmes over, at Mølleren viste sig saa karakteerløs at indgaa Forlig med Thore, efter at han først havde anklaget ham for Bedrageri og sat Authoriteterne i Bevægelse. man kan heller ikke Andet, end i høi Grad forundre sig over, at det kan gaae an, at gjøre Forlig ved et Forhør som af Overøvrigheden er beordret optaget i den Hensigt at erhverve Oplysninger om en vis begaaet kriminel Forbrydelse. Hvorledes Herr konstitueret Politimester Ferry kan forsvare, at agere Forligelseskommissær istedetfor Forhørsdommer, er ikke let at begribe, men - Indsendere skal afholde sig fra alleslags Reflektioner i denne Retning. - Følgen af at Sagen blev bilagt, vil utvivlsomt blive den, at Thore vil blive dobbelt saa kry som forhen og søge at indbilde Folk, at han handlede mod Mølleren som en ærlig Mand.
Jarlsberg og Laurviks Amtstidende
Løverdagen den 18de September 1858
Mærabytteren Thore Andersen Aabøl og hans Assistent Anders Jakob Andersen Ringdal have formaaet Sagfører Thorvald Olsen til at forskaffe dem Oplysning om, hvem der staaer til Ansvar for de i Amtstidenden optagne Inserater, betræffende Hestehandelen mellem Thore og Møller Hans Olsen, og det kan ikke negtes, at de have været særdeles heldige i Valget af Raadgiver. Hr. Olsen er, som bekjendt, en udmærket Jurist og tillige en personlig Fiende av Amtstidendens Redaktion, og det kan derfor ikke betvivles, at han, hvis de hæderlige Mænd Mærabytteren Thore Medfødt og dennes Ven Anders ville forfølge Sagen, vil gjøre Alt, for at vaske sine Mandanter rene og knuse deres fælleds (Kløverbladets) Modstander.
Jeg kan ikke beskrive, hvor fornøiet jeg blev, da tvende Politibetjente i Thordsdags indfandt sig hos Udgiveren af Amtstidenden og præsenterede tvende med Thorvald Olsens Haand skrevne Beskikkelser; thi jeg fik da Udsigt til, idet jeg paatog mig Ansvaret for de ommeldte Inserater, at faae Sandheden frem for Dagen og faae straffet Bedrageren og hans Medhjælper. - Publikum kan være overtydet om, at Thores Meriter saavel i denne Sag som i mange andre skal blive skildrede efter Fortjeneste, uden Afvigelse fra Sandheden, og jeg er vis paa, at Enhver vil indrømme, at Fyren har ærligen fortjent den Refselse han har erholdt i Amtstidenden. I denne Sag skal hverken Medfødtens Penge, eller Ringdalens Vidnesbyrd, eller Olsens juridiske Dygtighed og Veltalenhed kunne hindre, at Bedrageriet skal blive afsløret.
Jeg er foerløbigen bleven inviteret af Thore og Ander til at møde i Forligelseskommissionen paa Tirsdag og deres Hensigt dermed er vel altsaa at anlægge Proces. jeg skal møde med Fornøielse og høre paa hvad Thore og hans Ven have at anføre og jeg skal opfylde Skriftens Bud: "Elsker dem, som Eder hade", paa den Maade, at jeg skal ikke, under nogensomhelst Betingelse, indgaa Forlig, men overlade til Olsen at blive fedet af Thores mange Penge, ved at forsvare ham under en vidtløftig Proces. Vidtløftig vil den blive, det er soleklart; thi jeg vil benytte mig af min Ret til at forsvare mig, i dens hele Udstrækning, og lade afhøre saamange Vidner, stevnte og ustevnte, som jeg anseer nødvendigt, for at sikkre mig selv og fremstille mine Modstandere i det rette Lys.
P. W Bergh.
Jarlsberg og Laurviks Amtstidende
Onsdagen den 22de September 1858
Igaar mødte jeg i Forligelseskommissionen, efter Indbydelse af de respektable Herrer, Mærabytteren Thore Andersen Medfødt og hans værdige Ven Anders Jakob Andersen Ringdal, for at prøve Forlig, angaaende de mod dem i forskjellige No. af Amtstidenden optagne Inserater om Hestehandelen med Møller Hans Olsen. Thore var noksaa galant og forlangte blot, at jeg skulde bøde til Fattigkassen og tilbagekalde de mod ham fremførte Beskyldninger; - men da jeg ikke kunde tjene ham heri, blev Sagen henvist til Retten. Anders Ringdal var ligesaa maadeholden som Thore; dog havde han, efter nøiere Overlæg med sin Samvittighed, givet sig af med at bestemme Mulktens Størrelse til 10 Spd. Denne Sag blev ogsaa henvist til Retten, og saaledes vil jeg rimeligviis være saa heldig, at erholde to Processer paa Halsen. - Disse Processer ere mig virkelig kjærkomne, fordi jeg ved dem vil være istand til at fremstille den Række af Kneb og Talemaader, hvoraf en Mærabytter af første Rang forstaaer at betjene seg for at bedrage sin Næste. Foruden de Vidner som jeg kan fremstille, angaaende Handelen med Mølleren, kan jeg fremstille Mange, som indstændigen have anmodet mig om at faae Tilladelse til at møde, for at fortælle om Meriter af Thore, der vil være mere end tilstrækkelige til at befri mig fra alt Ansvar. - Slutteligen vil jeg underrette Almeenheden om, at jeg, efter Fleres Anmodning, vil lade Processerne trykke og udsælge til en særdeles billig Pris, hvis Foretagendet imødekommes med Velvillie fra Publikums Side. Subskriptionsplaner ville senere blive utstedte.
P. W. Bergh.